Genveje


OK18 - Konflikt

På denne side samler vi den information vedrørende OK18, der bliver lagt på vores intranet til de studerende. Du finde svar på, hvordan konflikten vil få betydning for de studerende fra Københavns Professionshøjskole.
Som du ved, er vilkårene i en konfliktsituation som denne, at vi ikke kender forløbet på forhånd og derfor heller ikke kender alle svarene på forhånd. Siden bliver løbende opdateret.

Hvornår træder konflikten i kraft?
De faglige organisationer har varslet strejke fra 4. april, og Moderniseringsstyrelsen har varslet lockout fra 10. april. Der er dog mulighed for, at begge varsler kan blive udskudt med 2 gange 14 dage af forligsmandsinstitutionen.

Hvad betyder det for mig, hvis der bliver strejke eller lockout?
Hvis der bliver strejke/lockout, vil en stor del af undervisningen blive aflyst i perioden. Konflikten vil også kunne påvirke afviklingen af eksamen og praktik/klinik. Se mere om det i de øvrige spørgsmål/svar. På Københavns Professionshøjskole vil vi gøre, hvad vi kan, for at konflikten går mindst muligt ud over dig og din uddannelse og for at sikre bedst mulig information.

Hvordan skal jeg holde mig orienteret om aflysninger og ændringer under strejken/lockouten?
Du får besked om skemaændringer, ændrede mødetider, aflyste timer, eksamener osv. via de kommunikationskanaler, hvor du plejer at få beskeder. Du skal holde dig løbende orienteret, da der kan komme beskeder med kort varsel både før, under og efter strejke/lockout.

Får jeg erstatningstimer for aflyste timer og andre ramte aktiviteter?
Hvis dit undervisningsforløb (klinik/praktik/teori, kursus, eksamen m.m.) bliver ramt af strejke/lockout, vil din uddannelse – efter konfliktens afslutning - afgøre, om det er nødvendigt med erstatningsaktiviteter, og hvilke aktiviteter der i givet fald skal til. Det sker ud fra en konkret faglig vurdering af, om undervisningsforløbet samlet set svarer til det indhold, der kræves i uddannelsens regler.
I denne vurdering lægger vi bl.a. vægt på, hvilken uddannelse der er tale om, konfliktens varighed og, hvilke uddannelsesaktiviteter der har været berørt. Det kan vi først vurdere efter konfliktens afslutning.

Hvad skal jeg gøre, hvis min eksamen bliver aflyst i forbindelse med strejken og lockouten?
Hvis strejken/lockouten sker i en periode, hvor du har f.eks. undervisningsfri, selvstudie, samarbejde med andre studerende, herunder forberedelse og udarbejdelse af studieprodukter m.v. vil du kunne fortsætte denne aktivitet.

Indtræffer strejke/lockout i den periode, hvor der er planlagt eksamen, vil din eksamen i langt de fleste tilfælde blive udsat. Din uddannelse vil planlægge ny eksamen på nye datoer. Du vil ikke bruge et eksamensforsøg, hvis din eksamen bliver aflyst på grund af konflikten. Der kan være enkelte tilfælde, hvor eksamen kan gennemføres, hvis der er tale om eksamen med ikke-konflikt omfattede bedømmere.

Kan jeg som studerende få vejledning på en opgave, selvom der er strejke/ lockout?
Er din vejleder omfattet af konflikten, kan du ikke få vejledning. Din uddannelse vil oplyse, hvis din vejledning er aflyst.

Hvordan skal jeg som studerende forholde mig, hvis mit praktik-/kliniksted (lønnet og ulønnet) strejker eller bliver lockoutet?

Studerende i praktik/klinik er ikke omfattet af konflikten. Der må kun udføres de uddannelsesrelevante opgaver, som den praktik-/klinikstuderende alligevel ville have varetaget, hvis den studerende ikke var ramt af konflikten på praktik-/klinikstedet. Deltagelsen i uddannelsesrelevante opgaver i praktikken/klinikken har alene et uddannelsesmæssigt sigte, og praktikanten er kun til stede af uddannelsesmæssige hensyn. 

 

På nogen praktik-/kliniksteder vil der være nødberedskab og i nogen tilfælde vil din vejleder ikke være til stede, da vedkommende er omfattet af konflikten. I disse tilfælde er det fortsat uddannelsesinstitutionernes ansvar at vurdere, om et praktik-/klinikelement eller praktik-/klinikperiode kan gennemføres på baggrund af en konflikt. I samarbejde med praktik-/klinikstedets ledelse og den studerende indgås aftaler om, hvordan praktikken/klinikken kan gennemføres.


Kommer den praktik
-/klinikstuderende i tvivl om, hvorvidt denne som studerende kan få en fyldestgørende uddannelse under konflikten, skal den praktik-/klinikstuderende kontakte sit uddannelsessted. 

Er praktik-/klinikpladsen ikke omfattet af en konflikten, skal du møde op og følge det aftalte praktik-/klinikophold.

 

Hvad skal jeg gøre, når konflikten slutter?
Når en eventuel strejke/lockout er ovre, skal du genoptage dit studium på samme vilkår, som før strejken/lockouten indtrådte.

Kan min studietid blive forlænget?

De enkelte uddannelser skal sikre, at du opnår de læringsmål, som er knyttet til din uddannelse. Om din studietid evt. skal forlænges, vil afhænge af tidspunktet for strejken/lockouten og dens varighed og omfang. Hvis konflikten bliver af en sådan varighed, at det medfører, at din studietid bliver forlænget på en måde, der ikke kan forenes med reglerne i bekendtgørelserne for området, vil Styrelsen for Forskning og Uddannelse være indstillet på at dispensere fra reglerne. Der skal være tale om situationer, som vi ikke i Københavns Professionshøjskole kan planlægge os ud af, og hvor der efter en konkret vurdering ses et behov for en dispensation.

 

Hvad skal jeg gøre, hvis min afleveringsfrist for f.eks. professionsbachelorprojekt ligger under strejke/lockout?

Din uddannelse vil fra sag til sag foretage en konkret vurdering ud fra bl.a. hvilken uddannelse der er tale om og konfliktens varighed.

Efter en eventuel konflikt

Efter endt konflikt skal du genoptage dit praktik-/klinikophold, medmindre praktik-/klinikperioden er afsluttet.

De enkelte uddannelser skal efter en eventuel
konflikt sikre sig, at du har opnået dine læringsmål. Vurderingen foretages af din uddannelse. Har du opfyldt læringsmålene, kan du fortsætte uddannelsen som planlagt. Alternativt vil der efter en konkret faglig vurdering – efter endt konflikt - blive planlagt erstatningsaktiviteter (se spørgsmålet om erstatningstimer).

Hvad skal jeg særligt være opmærksom på, hvis jeg er udenlandsk selvbetalende studerende?
Er du udenlandsk selvbetalende studerende, har du som udgangspunkt samme muligheder, som danske studerende. Hvis du har spørgsmål til, hvordan du skal forholde dig, kan du spørge din uddannelse.

Din opholdstilladelse vil ikke blive inddraget, men det er en betingelse, at du bliver studieaktiv igen, så snart den lovlige konflikt er overstået. Udskydes din undervisning eller eksamen skal du huske at indgive en ansøgning om forlængelse af din opholdstilladelse, inden din nuværende opholdstilladelse udløber. 

Du kan læse mere her på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations hjemmeside: www.nyidanmark.dk. Via dette link:
https://www.nyidanmark.dk/da/Nyheder/2018/03/Will-labour-conflict-affect-permits-based-on-work.

Mere information på Studenterforum
Hvis du er i praktik i konfliktperioden, kan du henvende dig til dit praktiksted eller din faglige studenterorganisation med spørgsmål.
Du kan også få mere information på facebooksiderne for Studenterrådet UCC og Studenterforum Metropol.