Gå til indhold
Søg

Projekter

Sygeplejerskeuddannelsen har løbende udviklingsprojekter, der inddrager de kliniske samarbejdspartnere.

Copenhagen Honours College (CHC)

Hvis du læser på KP’s sygeplejerskeuddannelse og vil udfordres inden for klinisk sygepleje til ældre, kan du søge optagelse på programmet ’Copenhagen Honours College i Sygepleje’.

Hvad er CHC i sygepleje?

Copenhagen Honours College i Sygepleje (CHC-S) er et honours-program på KP’s sygeplejerskeuddannelse, der giver sygeplejerskestuderende mulighed for at udfolde sine særlige potentialer. Programmet er krævende men giver dig til gengæld en unik vifte af kompetencer til dit fremtidige virke i sundhedsvæsenet.

Programmet løber over 2 år – fra 4. til 7. semester – samtidig med din ordinære uddannelse. Det er tilrettelagt med udfordrende aktiviteter, der giver dig mulighed for at udfolde og styrke dine evner og færdigheder inden for sygepleje til ældre.

Formålet med CHC-S er at uddanne sygeplejersker med specialiserede kompetencer inden for individualiserede, sammenhængende plejeforløb til ældre med KOL og type 2-diabetes.

Pædagogiske principper

Honours-programmet bygger på tre pædagogiske principper:

  • Et stærkt arbejdsfællesskab hvor du får mentorer i både praktik og den teoretiske undervisning. Sammen med dine medstuderende, undervisere og praksis bliver du en del af et professionelt arbejdsfællesskab med rum til at samarbejde, eksperimentere og afprøve nye idéer.
  • Et styrket fagligt fundament baseret på et beriget curriculum, som skal styrke dit faglige fundament. Dette får du gennem en større dybdefaglighed i sygepleje til ældre med KOL og type 2-diabetes samtidig med at du arbejder med mere komplekse problemstillinger i praksis
  • Ansvar for opgaven hvor du har ansvar for at planlægge og varetage sammenhængende plejeforløb på tværs af sundhedsvæsenets sektorer og udvikler nye løsninger i samarbejde med patienter og fagprofessionelle. Derudover skal du være med til at udvikle og tage ansvar for undervisningen.

Bliv studerende på CHC

CHC i Sygepleje er for dig, der læser til sygeplejerske på Københavns Professionshøjskole. Som studerende på programmet skal du både have evnen og viljen til at yde en ekstra indsats på dit studie og senere i løsningen af de udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor i udviklingen af sygeplejen til ældre.

Som CHC-S-studerende bliver du en del af et fagligt og socialt fællesskab med de andre studerende, hvor I støtter hinanden i at udvikle jer personligt og fagligt inden for både teoretisk og klinisk arbejde.

Som honours-studerende i CHC-S skal du:

  • Være engageret, fuld af gå-på-mod og turde tage initiativ.
  • Have en personlig interesse i sygepleje til ældre og et ønske om at gøre en forskel for netop denne gruppe borgere.
  • Tro på at du kan blive en af de bedste, hvis du får den rette støtte.

Hvert semester optager vi et hold på ca. 15 studerende. Du skal skrive en motiveret ansøgning for at få en plads.

Mere om CHC

CHC-programmet har et omfang på 30 ECTS og gennemføres parallelt med de ordinære aktiviteter fra 4. til 7. semester. De 30 ECTS fordeler sig på:

  • Undervisning
  • Journal clubs, sommerskole, case konkurrence og master classes
  • Praktik i udvalgte kommuner og hospitaler

Herudover forventes det, at du som CHC-S studerende deltager i en række ikke-ECTS-givende aktiviteter, som fx introseminar og forskellige formidlingsaktiviteter.

Kontakt

Har du spørgsmål om CHC-S? Kontakt os endelig.

Programledelsen i CHC-S

v. Helle Mathar, lektor

Mail: chcsygepleje@kp.dk

Novo Nordisk Fonden har bevilliget ca. 44,4 mio. kr. til CHC-S-programmet og den sideløbende følgeforskning.

Uddannelseshospital i Frederikssund

På Nordsjællands Hospital – Frederikssund er der etableret et særligt læringsmiljø, et Uddannelseshospital, for studerende på en række sundhedsfaglige uddannelser.

Uddannelseshospitalet er etableret på et internt medicinsk afsnit, og patientgruppen giver de studerende en unik mulighed for at følge patienten på tværs af sektorer, når en patient udskrives til eget hjem eller til et kommunalt tilbud.

Med praksislæring som pædagogisk fokus er der i afdelingen skabt et studiemiljø, hvor studerende i høj grad lærer af og sammen med andre studerende. De studerende får ansvar for pleje og behandling under tæt supervision af sundhedsprofessionelle. Dette giver de studerende flere kliniske færdigheder og større praksisforståelse.

Undervisere fra Sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole er en del af praksisfællesskabet i det daglige, hvilket styrker sammenhæng imellem teori og praksis for de studerende og ligeledes bidrager til den postgraduate udvikling i afdelingen.

Samlet giver det Uddannelseshospitalet et væsentligt læringsperspektiv til både studerende, til personalet, og til de tilknyttede undervisere, som får nye praksisperspektiver på den teoretiske undervisning.

Det særlige uddannelses- og læringsmiljø for de studerende viser sin gevinst i kraft af, at de studerende evaluerer deres klinikophold mere positivt end gennemsnittet. Derudover ses også en øget patienttilfredshed og en øget patientinddragelse, hvilket fremgår af evalueringer og LUP undersøgelser.

Derudover giver denne uddannelsesmodel mulighed for at uddanne mange flere studerende, end der uddannes på almindelige hospitalsafsnit.

Uddannelseshospitalet fungerer som et samarbejde imellem Region Hovedstaden, Nordsjællands Hospital, Københavns Professionshøjskole og Frederikssund og Halsnæs Kommuner.

Etableringen af afsnittet og det særlige læringsmiljø sker i et projektsamarbejde mellem Nordsjællands Hospital, Københavns Professionshøjskole (KP), Center for HR og Uddannelse i Region H samt Halsnæs og Frederikssund Kommuner. Det overordnede formål med projektet er at afprøve undervisnings- og læringsformer, der bidrager til at styrke sammenhæng mellem teori og praksis og dimittendernes kliniske kompetencer efter endt uddannelse. Dette desuden med et fagligt fokus på at skabe sammenhæng i patient og borgerforløb på tværs af sektorer og en høj grad af borger-/patientinvolvering. Der er tilknyttet følgeforskning til projektet.

Projekt Nytænkning/NEW

 – Nursing Education and Work/Nytænkning af 6.-7. semester

Projekt NEW er navnet på et forsknings- og udviklingsprojekt, der handlede om at gøre overgangen fra studie til job bedre i håb om at forebygge praksischok og styrke rekruttering og fastholdelse af de nyuddannede sygeplejersker.

Projektet har været i gang siden 2021 og i juni 2022 afsluttede første hold af pilotstuderende. Projektet var i udgangspunktet et samarbejdsprojekt mellem Rigshospitalet og Københavns Professionshøjskole. I 2022 blev projektet skaleret til afprøvning med et tredje hold af pilotstuderende, og projektet blev afprøvet i både kommuner, psykiatri og på Rigshospitalet.

Projektsamarbejdet udgør Rigshospitalet, Københavns Professionshøjskole, UC Diakonissestiftelsen, Center for HR og Uddannelse i Region H samt Københavns Kommune, Hillerød kommune, Psykiatrisk Center Ballerup.

Projektet afprøvede en ny måde at organisere og tænke det afsluttende år på sygeplejeuddannelsen. Der indgik ca. 57 studerende fra KP og UCD, der var i klink på en af følgende kliniksteder: Hjertecenter og Center for Kræft og Organsygdomme på Rigshospitalet, Københavns Kommune, Hillerød Kommune, Psykiatrisk Center Ballerup.

Den kliniske undervisning blev opdelt i 2 perioder på henholdsvis 8 uger og 12 uger. De studerende blev tilknyttet det samme kliniksted i de 2 perioder. Mellem de to kliniske perioder udarbejdede de studerende i samarbejde med medstuderende et bachelorprojekt, som blev forankret i den konkrete praksis, som de var i.

Læs artikel om projektet fra uddannelsesnyt 2021, side 15

Læs artikel fra Sygeplejersken 2022, hvor en studerende fra projektet beskriver hvordan det er at være med.

Følgeforskning

Forskningsprojektet var et samarbejde mellem Rigshospitalet, Københavns Professionshøjskole, UCSF, Roskilde Universitet og VIA, hvor klinisk uddannelsesansvarlig i Hjertecenter Camilla Bernild leder forskningsprojektet.

Spørgsmål til følgeforskningen kontakt Camilla Bernild, Klinisk uddannelsesansvarlig, Ph.d.: camilla.bernild@regionh.dk

Læs Evalueringsrapport af projekt NEW fra 2022

Igangværende aktiviteter

For studerende, undervisere og kliniske samarbejdspartnere findes her materiale til igangværende aktiviteter for henholdsvis andet (P2), tredje (P3), fjerde (P4) hold af pilotstuderende der er i gang.

Hvis du er studerende, finder du også yderligere dokumenter du skal bruge i løbet af studieperioden inde på Its Learning – i det rum der er lavet specifikt til dig som projektstuderende.

Yderligere spørgsmål hertil kan rettes til projektkoordinator, se nedenfor.

Kontakt

Har du spørgsmål om projekt NEW? Kontakt os endelig.

Projektledelsen:
v. Marie-Louise Sharp-Johansen, uddannelsesleder på sygeplejerskeuddannelsen KP, msjo@kp.dk

v. Mette Elisabeth Nielsen, uddannelseskonsulent, Center for HR, mette.elisabeth.nielsen@regionh.dk

Projektkoordinator:
v. Charlotte Bjørn, konsulent på sygeplejerskeuddannelsen KP, chab@kp.d